Vedr. børne- og ungdomsinstitutionen Ertodeto, Limfjordsvej 23, Vanløse
Tak for en behagelig telefonsnak med Jeres vagthavende i dag ca kl 18, angående Ertodeto.
Jeg skal blot skriftligt bekræfte, at jeg i den sidste tid (og senest i dag) har modtaget flere af hinanden uafhængige og uopfordrede telefoniske og skriftlige henvendelser fra bekymrede beboere i nabolaget til Ertodeto, dels på Limfjordsvej og Åløkkevej i Vanløse, efter at TV-avisen forrige uge bragte et indslag om institutionen.
Ifølge talrige naboobservationer foregår der angiveligt, blandt de unge på Ertodeto dels regelmæssigt stofmisbrug, salg af stoffer, besøg af forskellige grupper af voksne og yngre 2-generationsindvandrere, støjende fester i både dag- og nattetimerne til stor gene for naboerne på begge sider, samt besøg af granvoksne gæster til beboerne, hasarderet bilkørsel i nabolaget og omfattende leveringer af alkohol i forbindelse med fester.
Jeg er blevet oplyst om, at omtalte forhold angiveligt råder på Ertodeto udenfor personalets arbejdstid, dvs., at Ertodeto tilsyneladende er helt uden pædagogisk bemanding eller anden form for voksenopsyn, dels i weekenderne fra fredag eftermiddag til mandag morgen, samt på hverdage mellem kl 17-08. I disse perioder er der heller ingen kontrol eller opsyn med de personer som gæster Ertodeto. Det er uklart om Tilsynet frekventerer Ertodeto udenfor personalets arbejdstid.
Jeg skal grundet de fortsatte nabohenvendelser (deres navne og adresser er mig bekendt) gøre politiet opmærksom på de forhold, som angiveligt råder på Ertodeto udenfor personalets arbejdstid. Flere naboer har over en længere periode regelmæssigt klaget til Socialforvaltningen, og naboerne har også mange gange kontaktet politiet. Tillige oplyser Socialforvaltningen, at denne tidligere har foretaget politianmeldelse grundet mistanke om besiddelse/salg af narkotika på institutionen.
Jeg anmoder følgelig om, at politiet retter opmærksomheden på disse forhold af hensyn til sikring af omsorgen og ansvaret for børnenes adfærd og trivsel på Ertodeto, grundet naboernes oprigtige bekymringer og talrige observationer. Nogle af naboerne ønsker ikke selv at stå personligt frem af frygt for repressalier. Andre af de naboer jeg har snakket med er selv forældre til teenagebørn. En enkelt har en datter, som tidligere jævnligt har besøgt en veninde, som bor på Ertodeto. På den baggrund mener jeg, at der bør være al mulig grund til, at dels politiet og de ansvarlige sociale tilsynsmyndigheder omsider tager naboernes observationer og bekymringer alvorligt.
Samtidig vil jeg høfligst anmode om at blive underrettet om situationen, samt omfanget af henvendelser, som politiet har modtaget i relation til Ertodeto.
Bedste hilsener
Peter Schlüter
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation & medlem af Socialudvalget
Tlf: 60 10 10 26
| < Forrige | Næste > |
|---|




