Peter Schlüter

Socialforvaltningen i København - hvad er der galt?

Som medlem af Socialudvalget har jeg den ofte sælsomme oplevelse at være vidne til borgmester Mikkel Warmings politiske lederskab på første parket. I Warmings administration går tingene nemlig ofte ganske grueligt galt - kun når medierne interesserer sig. Ellers fungerer alting skam som det skal - i alt fald når man spørger borgmesteren selv og hans forvaltning. Men sandheden er, at socialudvalget misinformeres systematisk. Socialforvaltningen respekterer end ikke Borgerrådgiveren, når denne iværksætter sine kritiske undersøgelser og stiller nærgående spørgsmål. Man undlader ganske enkelt at svare. Eller man pynter blot på tallene. Alt imens tusinder af medarbejdere under socialforvaltningen lider under svigtende ledelse, manglende administrativt overblik og fatal mangel på politisk handlekraft. Jeg er helt forrygende enig med Ritt Bjerregaard, når hun udtaler: "Situationen er uden forhistorisk sidestykke" - men er den nu også det her i København? Er det ikke snarere reglen, den triste hverdag, som mærkes af de mange medarbejdere, sandheden som vi borgerlige politikere nægtes indblik i? F.eks. overgreb, vold, tvang, overdosering af medicin, manglende indberetninger, manglende statistik, økonomisk rod, administrativt sjusk og kæmpe budgetunderskud (ganske symptomatisk under ledelse af venstrefløjens borgmestre). Venstrefløjen i København svigter konsekvent samfundets svageste, som igen og igen nedprioriteres og gemmes væk på basis af venstrefløjens højt profilerede prestigeprojekter, som skal forføre folket til at tro på deres evner og visionære lederskab - store tanker og planer for fremtiden - men hvor er resultaterne? Fungerer infrastrukturen? Hvor bliver f.eks. boligerne af til borgerne, til de handicappede, til de psykisk syge, som venter i årevis på hospitalerne? Tilbage til hovedemnet - socialforvaltningen, hvor ledelsen ikke finder det nødvendigt at lytte til de mange engagerede medarbejderes klager og indberetninger og ønske om dialog. Og derfor kan ingen drage lære af de fejl der begås. Man skjuler i stedet systematisk sandheden for politikerne - i det mindste for os borgerlige. Og når det først går galt (er ude i medierne), nå ja, så forflytter man i værste konsekvens en enkelt embedsmand. Er det rettidighed, ansvarlighed, kommunikation og konsekvens man kan respektere og f.eks. drage lære af?

Hvem tager ansvaret - og hvem placerer ansvar og drager konsekvenser?

Lige siden Bo Asmus Kjeldgaard (SF) som borgmester fik ansvar for det sociale område (og nu Mikkel Warming) har dette genereret kolossale budgetunderskud - hvert år. Ganske som i borgmester Per Bregengaards tid som børne- ungdomsborgmester, og ganske som borgmester Jakob Hougaard (S). Der fifles med regnskaber for milliarder, tænk blot på børne-ungdomsområdet. Venstrefløjen bærer alene det historiske ansvar for, at administrationen under deres lederskab i årevis har kunnet skjule virkeligheden ved systematisk at misinformere politikerne, f.eks. i socialudvalget med pyntede regnskaber, ulæselige (eller manglende) statistikker og fløjlsbløde tilsynsrapporter, hvor ingen tager ansvar for grove omsorgssvigt, og ingen mærker konsekvenserne af fatalt svigtende ledelse og ditto kommunikation og reflektion. I årevis er vi borgerlige blevet spist af med budgetter, som ikke holder, men venstrefløjen har kendt og skjult sandheden for os andre så længe som muligt. I årevis har Revisionsdirektoratet forgæves påtalt regnskaberne med den skarpest mulige kritik. Alt imens de dygtige og omsorgsfulde institutionsmedarbejdere, som beklager sig og forsøger at kommunikere med ledelsen, enten søger væk eller fyres, f.eks. grundet "samarbejdsvanskeligheder" eller for højt sygefravær, fordi de tillader sig at kommunikere for at være konstruktive, hvilket faktisk er deres pligt når det gælder indberetninger - som forvaltningen end ikke registrerer. Hvem ville ikke vantrives i en institution, hvor centralforvaltningen vender det blinde øje til lovløshed, kollegial mobning, ledelsessvigt og hvad der er værre - et latent omsorgssvigt overfor de allersvageste i samfundet. Endda her i selveste socialismens vugge og hjemstavn - i København! Den gode gamle socialdemokrat Louis Pio, ligger han mon og vender sig af skam i sin grav? Nej, han roterer snarere som en bornholmsk vindmølle.

Venstrefløjens negative socialistiske arv

Som den formentlig første oppositionspolitiker begyndte jeg ret tidligt, for snart to år siden offentligt at kritisere Mikkel Warming for hans manglende dømmekraft og det, jeg oplevede som Socialforvaltningens fatalt svigtende topledelse. Jeg kritiserede - indrømmet i ganske skarpe vendinger - fordi jeg var dybt chokeret over mine oplevelser og førstehåndsindtryk som nybagt borgerrepræsentant. En socialforvaltning i ledelsesmæssigt og økonomisk kaos. Kan det virkelig være sandt - Kan det virkelig stå så slemt til indenfor murene? Dengang faldt min kritik vist ikke i god jord, og min kritik var skarp. Men i bakspejlet kan jeg desværre se, at selv mine værste fornemmelser holdt stik, når selv Overborgmesteren i dag bruger de samme ord og vendinger til at beskrive situationen, som jeg selv har brugt i aviserne. Måske er jeg blot en smule mere specifik end hende og placerer samtidig et ansvar, som hun nok slet ikke er enig med mig i - nuvel det kan jeg leve med.

Når politikere og embedsværk smelter sammen, fryser demokratiet til

Socialforvaltningens medarbejdere og institutioner lider under systemets magtarrogance. Ledelsesformen er elitær og stilen er autonom. Dette har kun kunnet udvikle sig, fordi de ansvarlige politikere på venstrefløjen er smeltet sammen med embedsværket og sammen danner et lukket system udenfor andres indflydelse. Denne symbiose udgør et trist symptom på generationers kammerateri, som har udviklet sig til en kodeks, som nu ligger dybt forankret i Københavns centraladministration, hvor den socialistiske nepotisme stortrives og føler sig usårlig, udødelig. Alt preller af - selv mediernes dybeste mavepustere. Man overlever jo, så længe man holder kæft og holder tæt sammen og overholder kodeks: Pas på dine venner og beskyt således dig selv, indtil du går på pension - og om fire år er næsten alt glemt.

Det lukkede kredsløb - systemet i systemet

I Mikkel Warmings egen socialforvaltning hersker en totalitær administrativ styreform, som leder tankerne hen på det gamle Østtyskland; ifølge borgmesterens egne doktriner velsagtens den perfekte samfundsrollemodel. Her er politikerne nemlig ikke på valg. Her ophæves irrationelle romantiske tåbeligheder som demokrati og retssikkerhed for at beskytte systemet selv mod folkets uvidenhed. Men Mikkel Warmings egen autonome centraladministration må og skal fratages magten over sig selv, herunder retten til at kunne undersøge sig selv og konkludere om sig selv og dømme sig selv. Processen, uanset sagens karakter, ender jo alligevel i reglen med total frikendelse og ingen konsekvenser for embedsværket endsige ansvarlige politikere. Men vi lever i København i et demokrati anno 2008 og ikke bag murene i det tidligere Østberlin. Vi skal kræve politisk (og demokratisk) ansvarlighed samt konsekvent handling fra bystyrets øverste og ypperste beskytter, selveste Ritt Bjerregaard (som minsandten også har været aktiv kommunist, ligesom Mikkel Warming). Ansvaret for generationers vellykkede systematiske kortslutning af Københavns demokratiske bystyre ligger gemt i skuffen hos de tidligere, som den nuværende socialdemokratiske leder. Betegnelsen social-demokrat indeholder i grunden en ganske potent selvmodsigelse? Jeg mener da at kunne skimte dette paradoks - en selvmodsigelse i udtrykket, når socialdemokratiets ypperste leder i København træder i karakter og viser sine sande hensigter med byens fremtid. Er det mon for frækt for nutiden at spørge, om man virkelig kan være en ægte socialist og samtidig demokrat? Det gik jo ikke så godt, dengang i Sovjet i 1917, hvor landets første demokratisk folkevalgte forsamling kun overlevede 24 timer, hvorefter valgets vindere blev deporteret til Sibirien. Lenin var skuffet over ¼ af stemmerne - han var vred, og det var Trotski og Stalin også, så de tog magten over folket og embedsværket. Er det, som vi oplever i København mon et ægte socialdemokratisk bystyre i sin umaskerede form, den gamle slagne vej til magten - socialismens substans, altså uden demokratiet når først socialismen kommer til sin magt? Bliver der f.eks. lyttet til borgerne, når de ønsker et nyt ungdomshus der ud hvor selv græsset visner? Er socialismens substans grundlæggende uforenelig med demokrati - og blot et middel til at vinde magten og dernæst kasseret som romantisk pladder for en ægte rødglødende socialdemokrat som Ritt?

Den nødvendige streg i sandet

Lad os kræve magten tilbage til Københavnerne, så det for alvor kan høres ude i byen hvad der er galt med byen - magten tilbage til folkestyret. Magten over byen og dens forvaltninger tilhører nemlig københavnerne - ikke embedsværket og dets traditionelle beskyttere og de gode kammerater med de røde partibøger gemt i baglommen (f.eks. ligesom 8 ud af 10 medarbejdere i Ritts eget sekretariat). I et sundt demokrati løber en klar streg i sandet, som adskiller embedsværket og de folkevalgte, som danner grobund for gensidig respekt og et gensidigt sundt fagligt arbejdsmiljø. Denne streg er udvasket i København, hvilket undergraver embedsværkets stolte traditioner om helt nødvendig integritet i folkets tjeneste. Andre steder i verden har man for længst afskaffet dette embedssystem og udskifter konsekvent hele embedsværket hver gang man udskifter politikerne - hvorfor mon det? Vi ønsker at bevare embedsværket som det er. Vi er stolte af vores demokrati. Vi borgerlige skelner skarpt mellem demokratiet og socialismen: To polarer, som afviser hinanden og sjældent trækker i samme retning - flertallets vilje. Fordi, når socialismen ikke kan sejre i et demokrati vil den nedbryde dette indefra: Målet helliger jo midlet, ikkesandt! Intet har ændret sig, siden Ritts flotte valgslogan: "Et åbent bystyre", snarere tværtimod, men mange vælgere hoppede på limpinden. Vi konservative var skeptiske med en historisk god grund. Vi lever og kæmper hver dag i socialismens vugge. Vi drømmer om en bedre by, en fredelig, sund og demokratisk by, hvor tingene fungerer, hvor systemet tager hånd om de svageste i samfundet som det vigtigste: Børnene, de ældre, de syge, de handicappede. Det er ikke kun borgerlig ansvarlighed at prioritere således - det betaler sig for et samfund, at man passer godt på og respekterer hinanden. Det har socialisterne traditionelt set ikke været ret gode til - der hvor de har sejret og efterfølgende smidt traditionerne på porten.