Peter Schlüter

Kronik af Peter Schlüter, MB for Det Konservative Folkeparti i København

Lighed for loven - det er da pædagogik, som børn kan forstå. Så hvorfor ikke ophæve den kriminelle lavalder?

Skal vi for alvor have stoppet eskalationen af afstumpet vold begået af børn? Skal vi give de svigtede kriminelle børn en reel chance for en frisk start med mulighed for uddannelse og inklusion i samfundet? Så er vi først nødt til at fatte hvordan verden (og i dette tilfælde straffeloven) opleves af de unge selv. Den vitale opdragende og samtidig kriminalpræventive effekt af straffeloven eksisterer nemlig slet ikke hos den mest hårdkogte gruppe af unge, som udmærket ved, at de kører på frikort og kan slippe af sted kriminalitet og vold helt uden konsekvenser - for det siger loven jo! Og strisserne kan intet stille op - de er da rent til grin. De fortabte og forhærdede børn, som får lov at vokse op udenfor straffelovens rækkevidde føler sig immune overfor samfundets regler og vores andres fucking normer: Straffeloven giver dem jo carte blanche indtil de er fyldt 15 år. 

Vold og kriminalitet begået af børn inkluderer oftere og oftere bestialitet og drab. En chefpsykolog fra Frederiksværk kommune udtalte forleden i ramme alvor, at den kriminelle lavalder helt bør afskaffes. Jeg ser også selv, som medlem af socialudvalget i København, at straffeloven i de unges hjerner og allerede afvigende voldsmentalitet virker stik imod lovens ædle hensigt om, at beskytte de unge og sikre deres rettigheder. Hvad gør vi mon så?? Er det da ikke en menneskeret, at børn kan vokse op uden systematisk at ende som kriminelle på grund at en negativ social arv og svigtende forældre, svigtende sociale myndigheder og udenfor loven og retsvæsenet - altså blot fordi ingen sætter en rettesnor op i tide, fordi ingen formår at sætte sig i barnets respekt? De mest hårdkogte kriminelle børn (og deres storebrødre) kender udmærket straffelovens aldersgrænse. De er vant til turen hjem i en patruljevogn. De gider ikke deltage i frugtesløse samtaler med familiens sagsbehandlere: Minus respekt fra barnet! Vi får alle en finger som svar - også politiet og pædagogen. Børn lærer hurtigt - et allerede voldeligt og ustyrligt barn gennemskuer lynhurtigt myndighedernes - samfundets fatalt manglende konsekvens netop når det gælder om at sætte grænser og stille normer op netop for at beskytte barnet. Mange forældre kender alt for godt til pædagogers og læreres traditionelle vage holdninger til børns slåskampe og andre konflikter: Det skal børnene da selv lære at håndtere, så det blander vi os ikke i! Således bliver alt for mange børn tidligt ofret, netop fordi deres fremtidsmuligheder og tillæring af sociale kompetencer svigtes allerede fra børnehavealderen. Børnene rammes først af forældrenes manglende ressourcer, dernæst institutionernes ineffektive og inkonsekvente pædagogiske principper og senere de sociale myndigheders svigtende indsats. Hvad hjælper det i øvrigt at forebygge på frivillig modtagerbasis, når skaden allerede er sket, når barnet allerede er dybt aggressivt og dysfunktionelt og helt udenfor pædagogisk rækkevidde grundet samfundets inkonsekvens.

Hvorfor går det så grueligt galt i stadig flere og flere børns tidlige leveår? Fordi myndighederne og politiet i dag indenfor straffeloven og serviceloven ikke kan stille ret meget op overfor (forældrene og) de børn, som allerede i 11-12-års alderen har udviklet en afstumpet voldelig mentalitet og kriminel adfærd. Volden blandt de helt unge er blevet hårdere og eskalerer stadig. I kommunerne er socialforvaltningerne simpelthen ikke lovmæssigt udrustet til at løse opgaven og de mangler kompetencer og ressourcer mange steder. Kommunerne mangler især sanktionsmæssige værktøjer til at håndtere netop denne gruppe børn og familier. Konsekvens er nogle steder stadig et fyord, og således fortsætter den negative sociale arv blot endnu en generation. Den kriminelle lavalder lader børnene i stikken - netop fordi straffeloven udelader dem, endda til en vis grad helt indtil de er blevet myndige. Noget af et paradoks! Derfor mangler vi i dag på det børnesociale område sanktionsmæssige værktøjer med pædagogisk tilsnit og indbygget konsekvens. Eneste virkelige sanktionsværktøj når det først går rivende galt er tvangsfjernelse af barnet, hvilket ofte medfører opsplitning af familien. At tvangsfjerne et barn er tillige en vanskelig og langsommelig proces, som ikke bruges nær ofte og hurtigt nok, f.eks. som en midlertidig foranstaltning, hvorefter familien senere kan få en ny chance (i et tæt og opfølgende løbende samarbejde med myndighederne). Det er derfor præcis her, vi skal fokusere stramt i de kommende år. Men samtidig bør vi omskrive straffeloven til også at omfatte de voldelige og kriminelle børn, så de i tide lærer at forholde sig til den.

Det virker på mig helt naturligt, at vi rent pædagogisk oplever verden gennem et barns snævre perspektiv for at kunne forstå effekten af den kriminelle lavalder. Det virker både logisk og ganske betydningsfuldt, at vi allerede som børn opdrages til at forstå, at vi alle, uanset alder er født lige for loven. Og at vi allerede - især mens vi er børn må lære om konsekvens af vores egne handlinger, f,eks., at vold aldrig er en acceptabel løsning på et problem eller en aggression. Derfor mister straffeloven og domstolene den ellers vitale præventive og opdragende effekt på det allermest kritiske tidspunkt i et menneskes liv - under opvæksten. Naturligvis skal vi aldrig nogensinde sætte småbørn i fængsel sammen med granvoksne kriminelle - det svarer jo til at sætte de mest ustyrlige poder i kriminel mesterlære og vil blot yderligere forrå og svigte dem.

Jeg mener det er nødvendigt, at vi som samfund tør nytænke dette område fuldstændig - vende begreberne på hovedet set med et svigtet, forrået og ustyrligt barns øjne. Vi har brug for at genskabe respekten for for forældrene, lærerne, pædagogerne, klassekammeraterne, for loven politiet og domstolene - vi skal turde opbygge respekten for andre mennesker og samfundets normer allerede fra børnestadiet. Og naturligvis skal vi sætte ind betids med de rette værktøjer til, at børnene kan puffes trygt tilbage til familien og tilbage på sporet af samfundets normer. Grundet generationers negativ social arv, magter mange forældre ikke deres rolle og ansvar på disse vitale områder. Mange familier oplever samtidig et årelangt svigt fra de sociale myndigheder: Svigtende indgriben og inkonsekvens, som barnet blot tolker som svaghed og derfor finder ligegyldigt. Forældrene, skolen og kammeraterne får blot en finger som svar, andre får måske en kølle i baghovedet. Hvad kan samfundet mon stille op, og er vi faktisk alle medskyldige i historisk forstand?

Løsningen kan være lige så enkel, som den har vist sig effektiv i andre moderne samfund vi spejler os i: Vi skal tage de allerede voldelige børn - når det først for alvor er gået galt - væk fra de sociale myndigheder og i stedet lade politiet køre dem direkte til kriminalforsorgen (altså en specialiseret ungdomsafdeling af denne), hvor man både har institutioner, erfaring, og kompetencer og blot behøver videreudbygge disse herhjemme på børneområdet. For det er vel ren logik, selv for børn, at uden sanktionsmuligheder vil kun få mennesker helt af sig selv udvikle respekt for f.eks. samfundsnormerne, hvis de ikke har fået lært disse i den tidlige barndom - vi ser jo netop øget afstumpethed og manglende evne til selvreflektion hos de helt unge voldelige, som ingen institutioner længere kan styre grundet lovens inkonsekvens og utiostrækkelige forebyggende sociale tiltag. Derfor skal vi turde udvikle ungdomssanktionsområdet og samtidig på det mentale plan undlade at immunisere børn i forhold til voksennormerne: Altså bruge straffeloven i stedet for serviceloven, når der først er gået alvorligt galt. Vi skal turde sanktionere effektivt og gribe ind hurtigt, også med midlertidig tvangsanbringelse på en helt eller delvist lukket institution, når ingen frivillig pædagogisk løsning længere anses at kunne påvirke og hermed redde barnet ud af et destruktivt (og selvdestruktivt) adfærdsmønster.

F.eks. i Canada er man mileskridt foran på området, endda efter vor egen danske ungdomssanktions model. Men i Canada med en videreudvikling, altså med mere konsekvens og barnet fremstilles foran en dommer - ikke en kommunal sagsbehandler. Resultatet er hurtig, konsekvent og kompetent indgriben og sikring af hurtig hjælp til de belastede børn og deres familier. I Canadas ungdomsdomstole har man udviklet specialkompetencer netop på børneområdet. Her kan barnet f.eks. idømmes  sanktioner eller anbringelse på forskellige typer institutioner alt efter alder, psykologisk profil, reflektoriske evner og forbrydelsens art og alvor. Mulige supplerende sanktioner herhjemme kunne vel for de helt unge kunne være forskellige typer samfundstjeneste, f.eks. reparation på skolen efter hærværk, oprensning af grafitti og mange andre nyttige og opdragende strafudmålinger udmålt af dommeren, som både relaterer til barnets situation og til resten af samfundet - også i forhold til, at hvad man ødelægger for andre, skal man selv genskabe om muligt. Man skal forstå tabet, omfanget af ødelæggelsen, se værdien og mærke en konsekvens. Den gennemgående linie i effektive ungdomssanktioner herhjemme bør naturligvis dels være, at barnet sikres en chance for en frisk start, dels at man tidligt i livet lærer at respektere samfundets normer for at kunne fungere i et samfund, dels at en ungdomssanktion altid har pædagogisk metodik i fokus, som beviseligt virker: F.eks. læren om ansvarlighed og konsekvenserne for andre af egne handlinger.

Hvad venter vi på herhjemme? Lad os dog omsider få udbygget og videreudviklet kriminalforsorgen på børneområdet med de nødvendige typer institutioner og straffelovfæstede ungdomssanktionsmuligheder. Lad os derfor skrive straffeloven om. Loven skal nemlig inkludere børnene for at påvirke dem, men selvfølgelig på de rette vilkår. Lad os samtidig indføre kompetente og specialiserede ungdomsdomstole. Lad herefter børne- og socialforvaltningerne få fred til at fokusere på deres egentlige kerneområder, som er at forebygge - ikke at bekæmpe grov vold og afstumpet kriminalitet. Alle børn, uanset deres forældre og disses negative sociale arv, har vel krav på en chance og en frisk start på livet! Det forebyggende arbejde bør derfor prioriteres langt stærkere og allerede i det helt tidlige udviklingsstadie, altså i børnehaverne og i de første skoleår, hvor børnene dels skal lære at respektere deres kammerater, lærerne og selve læringsmiljøet. Respektere, at ikke alt er til forhandling og ikke alt kræver nødvendigvis en dybdegående forklaring - det gælder også visse forældres tyranni og misforståede beskyttelse af barnet i forhold til lærerne og læringsnormerne. Pladderhumanismen og fløjlshandskementaliten, som stadig huserer mange steder, rækker jo helt tilbage fra halvfjerdsernes pædagogiske fritænkermiljøer. De fatale doktriner fra dengang har spillet fuldstændig fallit, det er efterhånden alle eksperter enige om - netop fordi der er brug for læren om konsekvens og opdyrkelsen af respekt for andres normer og velfærd i et moderne videns- og retssamfund. Dette minder avisoverskrifterne os om næsten hver dag med afstumpet vold og sågar bestialske drab på forsiderne begået af børn.

Når forældrene ikke selv magter opgaven og måske endda har råbt om hjælp i årevis, som tilfældet desværre ofte er i f.eks. Københavns kommunes socialforvaltning (med det seneste kølledrab på en sekstenårig dreng begået af en femtenårig), så må samfundet tage effektivt over og sætte rammerne for at vi kan give barnet en chance for at vokse sig ud af den negative arv og en selvdestruktiv voldsspiral. Ellers vil samfundet fortsat producere tusinder af afstumpede og afvigende børn med tidlige utæmmede og voksende psykopatiske karaktertræk. Børn som derfor på forhånd har tabt alle livets chancer på gulvet, endda før de selv er blevet i stand til at reflektere over deres handlinger fordi ingen ginver dem en rettesnor. Og nogle lærer aldrig at respektere deres medmennesker. For nogle børn er det allerede blevet for sent og skaden er nærmest uoprettelig når man først er blevet myndig - og hårdkogt kriminel. Dette er velsagtens velfærdssamfundets samlede negative arv fra halvfjerdserne, som vi omsider må turde gøre op med.

Løsningen kræver hurtig handling og lære om respekt og konsekvens for andre - måske især mens vi er børn. Hvis vi ikke allerede som børn lærer at reflektere over vores handlinger, ender alt for mange i voksenfængslerne med en fremtid som hårde kriminelle, forhadt og udstødt af samfundet. Vi skal turde sige fra og ikke blot tilbyde hjælp, men turde påbyde, idømme familien og barnet den rette hjælp og ekspertise samt en kærlig, men bestemt rettesnor, især hvis den tidligere tilbudte forebyggende hjælp afvises af barnet eller familien netop på det mest kritiske tidspunkt i barnets liv, hvor rettesnoren er allermest nødvendig, når forældrene og socialforvaltningerne og skolerne ikke længere magter opgaven, fordi barnet allerede har udviklet sig til asocialt og voldeligt mini monster langt udenfor pædagogisk rækkevidde og uden samvittighedsfølelse. Således må det gælde for os alle - også for et barn, at når thi kendes for ret, så gælder loven og ansvarligheden for os alle, at vold og kriminalitet har konsekvenser uanset alder og social baggrund!

Sociale kompetencer, selvreflektion, samvittighedsfølelse og respekt for et samfunds normer skal indlæres. Det er ikke naturlige evner, som vi automatisk arver fra vores forældre. Det bør være en menneskeret, at børn lærer disse ting under opvæksten under samvær med forældre, kammerater og lærere. Vi bør lovmæssigt understøtte, at disse egenskaber tillæres i rette tid - altså inden det går galt og med de rette pædagogiske hjælpeværktøjer. Og med de i forhold til barnets alder og forbrydelsens karakter passende konsekvenser og ungdomssanktioner. Ellers bliver de svigtede børn fortsat samfundets tabere og vi andre i grunden blot passive medskyldige til den eskalerende afstumpede ungdomskriminalitet - hvis vi ikke sætter ind og siger fra som samfund. Alle børn har brug for rammer og en konsekvent rettesnor. Alle børn har ret til en reel chance for at bryde en negativ social arv og hjælp til at korrigere en skæv kurs anlagt allerede i barndommen. Det skal straffeloven sikre barnet gennem læring, forståelse og inklusion. Uden inklusion, ingen respekt for loven, det er logik selv for børn.