Regeringens skattepakke skal gerne skaffe 7000-8000 flere i arbejde. Vi må håbe at det lykkes. Men en stor del af de langtidsledige i matchgruppe 4 og 5 har måske aldrig oplevet at være "attraktive for arbejdsmarkedet". Hvad gør vi så ved det?
Født ind i klientgørelse og ledighed
Mange bistandsklienter har desværre fået psykiske ar på sjælen af f.eks. forældrenes omsorgssvigt og en traumatisk barndom. Mennesker med et liv i ledighed kræver en helt individuel indsats, hvis de igen - eller måske for første gang i livet skal magte et stabilt fremmøde til et aktivt arbejdsliv. Her skal tænkes langt mere kreativt end skattepakker.
Fordi penge alene gør det ikke, og det vil tage årevis at få mange af disse mennesker gjort kampdygtige og kvalificeret både fagligt og socialt. I nogle tilfælde må vi se i øjnene, at folks umiddelbare arbejdskraft og omfanget af kompetencer, social adfærd og arbejdsevne slet ikke er ønsket, endsige brugbart på en arbejdsplads.
Måske fordi mange års ledighed i en ødelæggende passiviserende klientrolle har givet svære følgesygdomme, som - hvis det overhovedet er muligt - er vanskelige og tidskrævende at behandle. Mange har f.eks. gennem årene fået svære depressioner, svigtende selvtillid, søvnløshed, hukommelsesbesvær, talebesvær og samtidig angst for os andre herude i det pulserende samfund.
Andre er samtidig sunket ned i en årelang og selvdestruktiv spiral af alkohol-, stof- og pillemisbrug. Men der må og skal findes en løsning og en livline for disse mennesker parkeret i matchgruppe 4 og 5!
Matchgruppesystemets tungeste klienter skal behandles langt mere individuelt
Der kan opstå mange fatale følger af et liv udenfor samfundets normale rammer, langt væk arbejdsmarkedet og uden et socialt netværk med gode kolleger og et liv uden pligter, udfordringer, ansvar og uden noget at se frem til.
Nogle - sikkert en del - hører formentlig slet ikke til i matchgruppesystemet som vi kender i dag, og en del har måske kun udsigt til den revalidering eller førtidspension, som de måske har ventet på i årevis, men i stedet er blevet langtidsparkeret i et matchgruppesystem hos et jobcenter med personale uden tilstrækkelige værktøjer og kompetencer til at håndtere klienter med langvarige og svære psykiske lidelser. Her skal vi for alvor satse kreativt, hvis der skal flere i arbejde end måske 7000-8000 flere end i dag fra matchgruppe 4 og 5.
Retten til at turde tro på en fremtid
Vi skal langt mere systematisk og effektivt satse på at nedbryde den triste negative sociale arv, som mange nutidsdanskere desværre er født ind i, som produkt af en heldigvis snart pensioneret samfundsmodel, hvor staten "i ren omsorg for folket" i generationer har frataget individet alt for meget ansvar for sit eget liv.
Intet barn eller voksen har godt af, at der ikke stilles krav og forventninger med sejre og belønning i sigte. Men hvis man er vokset op uden krav og forventninger, uden håb om udsigten til et bedre liv, så kan det være næsten umuligt nedbryde den negative arv og forandre folks fastgroede samfunds- og egenrolleopfattelse som ofre eller sociale livstidsklienter.
Arven skal brydes i de første leveår
Vi må allerede i skolerne og børneinstitutionerne blive langt bedre til at sikre, at ungerne trives og fungerer godt og tilse, at de også trives hjemme i familien, så vores børns pr. definition medfødte ret til gode chancer og fremtidsmuligheder ikke smadres af forældres tungsind og psykiske langtidsproblemer.
Det lyder måske uhyre vanskeligt, og det bliver en bekostelig samfundsopgave at sikre, at fremtidens borgere slipper helskindet ud af måske flere generationers negativ social arv og indgroet selvdestruktivitet. Men det er samtidig en god samfundsinvestering for os andre at satse massivt her.
Og det er velsagtens fuldt foreneligt med lighedsprincipperne, at alle børn skal have de samme chancer og muligheder for et godt liv med uddannelse, job og egen bolig, etc. Børnene skal allerede i de helt små skoleårgange vænnes til at håndtere ansvar, forpligtelser, nederlag og sejre.
Børn i skoler og institutioner må ikke tillades at mobbe hinanden. Børn, som har brug for ekstraundervisning skal have adgang til de nødvendige ressourcer. Lærerne skal have kompetencer til at håndtere langt mere divergeret og individuelt målrettet undervisning. Alt dette kommer til at koste samfundet en storebæltsbro eller to - men det betaler sig på sigt for hele samfundet at gøre op med den negative sociale arv og de menneskelige omkostninger - og prisen for opretningen skal betales nu, inden regningen bliver umulig at indfri.
| < Forrige | Næste > |
|---|
